Bajads (Premiere efterår 2022)

En intens og dramatisk operafortælling, der udfordrer grænserne mellem teater og blodig virkelighed.

”Måske kender De det, for vi spiller jo alle roller i vort eget livs teater? Måske kender De fornemmelsen af at stå midt i en scene og have glemt sin replik? Manuskriptet er pludselig ændret, kulisserne fremmede. Svimmel griber du ud efter et holdepunkt, men du må indse at du svæver i et tomrum. Som et efterårsblad i det øjeblik det slipper sin gren og hvirvler bort?”

Fra operafortællingen

Ruggiero Leoncavallos lille operaperle I pagliacci er den dramatiske historie om Canio, der kommer til landsbyen med sin teatertrup, og kort før de skal på scenen, griber sin kone i at have en affære, og som trods sin vrede og sorg må trække i klovnedragten og spille sin rolle. Begivenhederne på scenen har en påfaldende lighed med dem uden for scenen, og først for sent går det op for publikum, at det de ser, ikke længere er teater, men blodig virkelighed.

OPERAFORTÆLLINGEN lægger sig umiddelbart op ad operaens handling, men ikke alt er som det ser ud til i denne frie kunstneriske bearbejdning. Virkelighed, fortælling og teater vikler sig ind i hinanden og tvinger publikum i salen til selv at forsøge at finde ud af, hvad der er op og ned.

Illustration fra Bajads
af billekunstner Anne Marie Johansen

En skyggetilværelse

Selvom Leoncavallo stort set kun forbindes med operaen I pagliacci, så har han også skrevet andre. Blandt andet har han skrevet en La bohème over Henri Murgers roman Scener fra et bohemeliv – altså samme forlæg som Puccini brugte til sin berømte opera af samme navn.

Faktisk var det Leoncavallo, der satte Puccini på sporet af stoffet. Men da Puccini dengang ikke virkede interesseret, valgte han selv at skrive den. Da de to komponistkollegaer mødtes ved en senere lejlighed erfarede Leoncavallo imidlertid, at Puccini alligevel var gået i gang med sin bohème. Nu gjaldt det om at komme først, og det kapløb vandt Puccini. Til Leoncavallos ærgrelse var hans ellers fremragende La bohème for altid henvist til en plads i skyggen.

Ruggiero Leoncavallo (1857-1919)
(Foto: public domain, via wikimedia commons)

Information

BAJADS fortælles live med musik fra Leoncavallos I pagliacci og de originale illustrationer projekteret op som baggrund.

Fortæller: Søren Schelling
Illustrator: Anne Marie Johansen
Musik: Ruggiero Leoncavallo
Idé og produktion: Søren Schelling

Varighed: ca. 70 minutter (fortælles uden pause).

Hent info-blad om BAJADS til print (pdf)


Optakt

Gør lidt mere ud af dit arrangement med en halv times optakt til OPERAFORTÆLLINGEN – et festligt og uformelt koncertforedrag med live operasang, der sikrer, at publikum får en berigende oplevelse fra start til slut.

Book en operafortælling