Store operaer – frit fortalt

En operafortælling er en unik live performance, der blander opera, billedkunst og historiefortælling på en ny og original måde. Et spændende alternativ til et koncertarrangement, et foredrag, en film- eller oplæsningsaften.

Operafortællingerne tager udgangspunkt i en eksisterende opera og fortælles live foran publikum med musik fra operaen, der fletter sig ind og ud af fortællingen. Det er ikke en genfortælling af operaens handling, for operafortællingen følger sit eget spor. Sammen med de farverige illustrationer, som kunstneren Anne Marie Johansen har skabt specielt til hver af operafortællingerne, og som projekteres op i baggrunden, opstår der en selvstændig form med sit eget kunstneriske udtryk, som publikum kan fordybe sig i.


Carmencita

En bevægende kærlighedshistorie om begær, jalousi og afsavn, men også om at finde sig til rette som menneske i en verden hvor virkelighed og drømme ikke altid følges ad. Bizets opera, Carmen, der ligger bag, blev først en fiasko, men man må sige, at publikum siden har overgivet sig. Læs mere


Billeder fra et bohemeliv

Den aldrende maler Marcel genser efter et halvt århundrede en række billeder han malede i sine ungdomsår. Gensynet fremkalder minder om en svunden tid hvor han sammen med en gruppe venner udlevede sine drømme om et kunstnerliv på et koldt loftskammer i Paris. Læs mere


Fuglefængeren

Mange har minder om Mozarts Tryllefløjten, der ligger bag denne operafortælling. Tag med den muntre fuglefænger Papageno ud på en farefuld færd. Og lad dig rive med af et rigtigt eventyr med prinser og prinsesser, de gode og de onde og prøvelser på liv og død, og med Mozarts kendte toner som kulisse. Læs mere